En storbyferie til Barcelona kan være hektisk og udfordrende, så hvis du gerne vil tage en lille afstikker, så kan du overveje en dagsudflugt fra Barcelona. Eller måske har du blot den catalanske hovedstad som udgangspunkt, som du vil benytte til netop dagsture fra Barcelona?
Uanset hvad venter der dig store oplevelser, der komplementerer alle seværdighederne inde i byen, og her kan du nyde natur, historie, kunst, religion, arkitektur, strande og kultur i verdensklasse. Her guider vi til, hvilke udflugter fra Barcelona du kan overveje. Vi lister her syv bud, der kommer godt rundt om de mange typer af seværdigheder, der findes i og omkring Catalonien.
Montserrat Klosteret

Omkring 50 kilometer nordvest fra Barcelona ligger Montserrat Kloster med sit imponerende ydre, der er nok til at kunne tage pusten fra enhver. Er du til historie og arkitektur, vil en dagsudflugt fra Barcelona hertil være et must.
Montserrat Klosteret er et dramatisk skue med sin ensomme beliggenhed og stejle klipper, der flankerer bygningen på hver side. Du møder synet af en fantastisk middelalderlig borg-arkitektur, der mest af alt minder om et lille bjerg i sig selv. På catalansk bliver den kaldt ”Mont Sagrat”, som betyder ”helligt bjerg”.
Montserrat Klosteret er en af de helt store turistattraktioner i hele Spanien, og du bør klart gøre den til en af dine udflugter fra Barcelona. Klosteret kan dateres tilbage til det ellevte århundrede, hvor munke levede i pagt med naturen og med bønner og Gud. Den dag i dag lever der stadig omkring 70 munke fra benediktiner-ordenen her, som fortsat er hengivne til et liv med bønner.
Det gør stedet til et meget spirituelt og religiøst sted, som virkelig kan mærkes, når man besøger de storslåede bygninger. Du kan blandt andet opleve klosterets egen kirke, bibliotek, museum, restaurant, cafeteria med mere, så her er nærmest tale om en lille by i sig selv. Hvis du ønsker mere end bare en endagstur fra Barcelona, kan du også overnatte her. Det gamle pilgrims-vandrerhjem og -refugium er blevet omdannet til et trestjernet hotel med moderne faciliteter.
Hvis du ønsker det optimale ud af den meget særlige stemning, kan du med fordel deltage i en af aften-rundvisningerne, der starter med afhentning i Barcelona. Her får du den fulde oplevelse med lokale guider og egen tid til at udforske det mageløse sted.
Costa Brava

Du har sikkert hørt om Costa Brava, og måske har du ikke de mest positive tanker om stedet. Er det ikke bare en turistfælde, som du ikke behøver en dagstur fra Barcelona for at besøge? Svaret er nej, for Costa Brava er meget mere end en turistet strandpromenade.
Beliggende i pæn afstand fra den catalanske hovedstad vil du bevæge dig fra storby til et strandparadis, som måske er Spaniens smukkeste. Udsigterne og vidderne er bjergtagende og pittoreske, og er du til skønhed, bør du tage en dagstur fra Barcelona til Costa Brava.
Stranden strækker sig over hele 2000 kilometer, og selve sandet er blødt, lyst og dejligt. I baggrunden finder du masser af klipper, som danner en rolig og beskyttende atmosfære omkring området – perfekt til dig, der har børn med. Costa Brava er en af de mest populære strand-destinationer i hele Europa, men der venter dig meget mere end kun sand og vand. Området er tillige præget af masser af kulturtilbud, og længe er også kunstnere flokkedes hertil for at hente inspiration.
Hvis du er til kultur, så kan du passende besøge Santa Susannas historiske bydel med de ikoniske vagttårne bygget mellem det 15. og det 18. århundrede som beskyttelse og værn mod sørøvere. Her er middelalderligt smukt, og du vil nærmest føle, at du er blevet transporteret til en anden og mere simpel verden. I byen finder du også tre strande i den eksklusive ende af skalaen, hvor du kan se de rige ferierende spaniere i deres yachtklubber.
Er du til natur og stilhed, så bør du besøge Tossa de Mar, som ligger i fantastisk smukke omgivelser, mens du stadig kan finde idyllisk fisker-stemning i den lille by Calella de Palafrugell.
Dali-museet i Figueres

Er du til kunst og kultur, så bør du tage en Barcelona dagsudflugt til Dali-museet i Figueres. Salvador Dali er Spaniens måske mest kendte kunstner, og den surrealistiske maler er født i byen Figueres. Derfor kan du besøge museet, som korrekt hedder Dali Theatre-Museum, og her er tale om et af Europas mest besøgte museer.
Hele bygningen og den dertilhørende kunst som malerier, skulpturer og installationer er kreeret af Dali selv, så du får syn for sagen, når du besøger museet på din Barcelona dagstur. Når du for første gang møder selve bygningen, kan du ikke lade være med at se, at den i sig selv omfavner den surrealistiske kunst, som Dali beskæftigede sig med. Blandt andet kan du se det på taget, som er præget af en gigantisk ægge-skulptur.
Dali-museet i Figueres giver indsigt i hele Dalis spektrum af kunst, som favner meget bredt. Du får en klar indføring i kunstnerens sjæl, virke og person, og du bliver taget igennem alle hans perioder og faser. Du kan med egne øjne se nogle af hans største kunstværker, som den dag i dag stadig forbløffer og interesserer kunstelskere og -kendere.
Er du kunstinteresseret med stort k, så bør du ikke snyde dig selv for et besøg i byen Cadaques, hvor Salvador Dali boede på et senere tidspunkt i sit liv. Byen ligger ved Cap de Creus-naturparken, og den har været en populær destination for aspirerende og etablerede kunstnere i næsten et århundrede. Det drejer sig om en middelhavshavneby med et historisk kvarter bestående af de karakteristiske hvidkalkede huse, som nærmest er bygget på bjergskråningen over den travle, men dog rolige havn.
Sitges

Sitges er en gammel fiskerlandsby beliggende 42 kilometer fra den catalanske hovedstad, som i dag er blevet omdannet til et moderne strand-resort i luksusklassen. Her er tale om en dagsudflugt fra Barcelona, som giver dig muligheden for at boltre dig på nogle af landets bedste strande med det klareste badevand.
Er du til natur, er Sitges også en udflugt fra Barcelona værd, for beliggenheden er uovertruffen med bjergene som kulisse og havet som forgrund. Du kan enten tage en slentretur gennem byen og opleve den dejlige stemning, men du kan også kridte vandrestøvlerne og tage på egen hånd ud mod bjergene og den betagende natur.
Bliver du inde i byen, bør du se Sitges’ historiske centrum, hvor middelalderstemningen stadig hersker. Besøg de to fantastiske kirker Iglesia de Sant Bartomeu og Iglesia de Santa Tecla, som emmer af spiritualitet og fordums storhed. Er du til middelalderlig arkitektur, skal du også lægge vejen forbi Palau Maricel, som er et palads af dimensioner. Stilarter fra middelalder, renæssance og barok er blandet til fri fortolkning.
Kunstinteresserede kan med fordel besøge bygningen Cau Ferrat, hvor den spanske kunstner og forfatter Santiago Rusinol havde hjemme. Her dannede han et mødested for ligesindede kunstnere og intellektuelle i boheme-inspireret stil. Du kan stadig fornemme ånden den dag i dag.
Sitges byder på noget for alle, og gastronomi-entusiaster kan få deres lyster stillet på en af byens mange gourmet-restauranter, hvor der i høj grad serveres lokale specialiteter. Nyd de voluminøse retter som Pa Amb Tomaquet (toast med hvidløg og tomat i olivenolie) eller Fideua, som er en fiskeret med nudler.
Girona – Game of Thrones-byen

Byen Girona er kendt for meget, men i de seneste år har den været berømt som en af Spaniens Game of Thrones-byer, da den dannede kulisse for den populære tv-serie. Flere af byens middelalderlige gader blev omdannet til omgivelserne i den fiktive by King’s Landing fra serien, og er du fan, er Girona klart en anbefalingsværdig dagsudflugt fra Barcelona. Hvis du gerne vil have det hele med, kan du tage med på en guidet Game of Thrones-tur gennem byen, hvor lokale guider sikrer, at du ikke går glip af noget.
Girona byder dog på meget mere end kun den populære tv-serie. Byens kulturelle fortid er den største force, for bygningerne præges af en blanding af både romersk, katolsk og jødisk indflydelse – gerne i en vidunderlig og forbløffende blanding. Byen har et af de bedst bevarede jødiske kvarterer i hele Spanien, så tag slentreskoene på, og gå på opdagelse i Girona i et roligt tempo. Lad øjnene vandre, og oplev spændende og unik arkitektur, der vidner om stor historie og kontrastfyldte liv.
Nyd også gerne din frokost eller aftensmad på en af de lokale restauranter, og få en udflugt fra Barcelona, der byder på lidt af hvert inden for arkitekturen og bygningsstilen, men også fra den moderne populærkultur som Game of Thrones-by.
Andorra

Andorra er en lille stat beliggende kun 2,5 timers kørsel fra den catalanske hovedstad. Så vil du gerne opleve andre lande/stater på din ferie, bør du tage denne tur fra Barcelona. Du vil opleve en stat, der på mange måder er helt anderledes end Spanien til trods for, at lilleputstaten er den nærliggende nabo.
Du finder Andorra i særdeles smukke omgivelser mellem bjergrige tinder, og du kan opleve Europas højest-beliggende hovedstad i Andorra la Vella. Byen ligger i 1029 meters høje, hvilket er noget af en kontrast til København, der ligger nærmest plant med havoverfladen.
Du kan nyde rigtig meget her på din dagstur fra Barcelona: Er du til shopping, kan du glæde dig over taxfree-handel i den lille stat, som giver dig store økonomiske besparelser. Er du i højere grad til luksus og afslapning, kan du besøge det gigantiske spa-kompleks Centre Termoludic Caldea. Du kan bolte dig på i alt 30.000 kvadratmeter i spa-området, som derfor også er det største af sin art i Sydeuropa.
Går du mere op i kultur og historie, bør du lade sanserne vandre i Andorra la Vella, der byder på masser af romersk arv – blandt andet kirken Eglise Sant Esteve med et imponerende glastårn, der også er en af byens største turistattraktioner. Med bjergene i baggrunden danner tårnet et skue, der giver et sug i maven.
Naturelskere vil kunne spendere mange dage i Andorra på grund af områdets beliggenhed, og det byder på vandreture både i bjergterræn og mere moderat terræn for de utrænede. Den Unesco-belønnede dal Madriu Perafita Claror vil være det oplagte udgangspunkt med vandreture gennem enge, skove, dale og klipper. Besøger du Andorra i de kolde måneder, vil du finde byen noget forandret, for nu er området forvandlet til et skiparadis med sne overalt.
Vic – byen med den religiøse kunst

Vic er en utrolig charmerede middelalderby, som vil være en oplagt Barcelona dagstur. Byen ligger 72 kilometer fra den catalanske hovedstad, men den er turen værd – især hvis du er interesseret i religiøs kunst.
Museet Episcopal Museum har en utrolig kunstsamling med religiøse motiver og udformninger, som er en af de største og mest betydningsfulde i Europa. Du kan bruge timevis på at nyde de betagende kunstværker på museet, der også huser mesterværker inden for malerier og skulpturer fra den romerske og gotiske æra samt uvurderlige tekstiler, glasværker og keramik fra forskellige tidsaldre.
Ud over kunst og religiøse værker vil Vic også behage dig med den fantastiske middelalderlige stemning, der gennemsyrer byen. Her er mere roligt end i de fleste andre populære middelalderbyer, og det giver det gamle præg en ekstra dimension, når du kan nyde den med alle sanser. Byen har to historiske kvarterer, der kan dateres tilbage til middelalderen, og tag turen til Castillo de Montcada og Plaza Mayor, der emmer af nostalgi og historie. Den neoklassicistiske katedral dominerer billedet, og den imponerer stort med både essens, udtryk og stil.
Med Vics beliggenhed ved siden af den livgivende flod Meder er det svært at finde andre steder, der er lige så meget ”taget ud af et postkort”. En Barcelona dagsudflugt hertil vil være et must for dig, der gerne vil opleve ”ægte” spansk kultur med et historisk vingesus.
Læs også: Anbefalede områder i Barcelona – her kan du bo
Skriv en kommentar