Der er altid spørgsmål forbundet med vores ferier. Hvor skal vi bo? Hvad er det bedste område i Barcelona?
Det er vigtigt at vælge et godt sted at bo, fordi det har en stor betydning for hele ens ferie. Vælger man det forkerte sted at bo, kan det ødelægge hele ferien.
Barcelona er en storby, som er opdelt i 10 distrikter, som er opdelt i 73 nabolag. Man kan ikke udnævne et specifikt område som det bedste. Som altid afhænger det af, hvad du vil have ud af din ferie.
Vil du bo i et område fyldt med butikker, restauranter og mulighed for en god tur i byen? Eller er du mere til små, hyggelige gader og ro? Det perfekte ved Barcelona er, at man kan være i en storby, men samtidig også bo tæt på stranden, så der er masser af muligheder.
Hver eneste af Barcelonas nabolag har deres egen charme samt fordele og ulemper. Vi vil her i artiklen beskrive nogle af de muligheder, du har, samt anbefale nogle gode hoteller til rimelige priser.
Gràcia
Gràcia var en selvstændig by indtil slutningen af 1800-tallet og har derfor beholdt sin specielle og alternative karakter. Selvom det ligger tæt på centrum, er der ikke fuldstændig proppet med turister. Gràcia har en helt unik landsbystemning, selv om bydelen ligger tæt på centrum.
Bydelen er kendt for sin boheme-stemning og har et væld af hyggelige pladser, hvor du kan nyde en kop kaffe, en drink eller en lækker tapas-tallerken. Kvarteret er generelt pænt, rent og trygt at bo i og har et væld af små, charmerende specialbutikker, hvor du kan købe alt, hvad hjertet begærer, lige fra oste og skinker til kunsthåndværk og tøj.
Elsker du mad, er du bestemt også kommet til det rette sted. Bydelen er kendt for både at have det bredeste udvalg af udenlandsk mad samt en væld af lokale restauranter, hvor du kan nyde et utal af forskellige tapas.
Hvis du besøger Barcelona i august, kan du nyde “Les Festes de Gràcia”, hvor distriktets gader konkurrerer for at blive valgt som den bedst udsmykkede.
Du kan læse mere i dette link om, hvad du kan se og lave i Gràcia – mulige aktiviteter i Gràcia.
Casa Fuster Hotel
Der er mange skønne hoteller i dette område, og et af dem, vi kan anbefale, er Casa Fuster Hotel. Hotellet har 5 etager og 105 værelser, og du kan tjekke ind døgnet rundt. Atmosfæren er moderne, pæn og indbydende.
Selve hotellet ligger centralt og tæt på en masse seværdigheder som Casa Milà, Barcelonas katedral og Boqueria-markedet. Hotellet er perfekt, hvis du har familien med, da der tilbydes børnepasning, og der er pool, fitnesscenter og en natklub, hvis man har lyst til at svinge ballerne lidt.
Se flere billeder af værelser og priser
Hotel La Casa del Sol
Et andet dejligt hotel i Gràcia er Hotel La Casa del Sol, der også ligger midt i bydelen og dermed tæt på alt.
Hotellet er lidt mindre end Casa Fuster, men er pænt og rent, og bestiller man i god tid, kan man få det til en rigtig god pris. Hotellet har en hyggelig tagterrasse, restaurant og en pejs i lobbyen, som man kan varme sig ved om vinteren.
Se flere billeder af værelser og priser
Poblenou
Poblenou er et af favoritområderne i Barcelona, valgt af både turister og lokale. Det er det gamle industrielle nabolag, som i forbindelse med de olympiske lege i 1992 blev moderniseret og er det perfekte område, hvis du er til strand og vand.
Poblenou er et multikulturelt område, arkitekturen er et mix af futuristiske bygninger og farverige huse, og der bygges stadig i bydelen. Området er kendt for sine skyskrabere, moderne design og sin industrielle fortid, som man stadig kan ane hist og her.
Nogle af hovedattraktionerne i dette område er Parc del Centre Poblenou og hovedgaden La Rambla del Poblenou. Parken er designet af den franske arkitekt Jean Nouvel og er et farverigt himmerige blandt bygningerne. La Rambla er en rigtig hyggelig gade, med mange lokale barer, restauranter, du kan få skønne tapas i, og butikker.
Området er venligt og imødekommende og mere roligt end det travle centrum, og derfor vælger mange at bo her, mens de er i Barcelona.
Poblenou tilbyder rolige omgivelser, men stadig med en masse at se og opleve. Stranden er også tæt på, og her er mange gode forbindelser til offentlig transport, så man kan se resten af byen.
Hotel ILUNION Barcelona
Et rigtig godt hotel i Poblenou er Hotel ILUNION Barcelona. Hotellet har 9 etager og 224 værelser, og du kan tjekke ind døgnet rundt – perfekt hvis du ankommer tidligt eller sent.
Hoteller ligger tæt på flere forskellige strande, men har også en stor udendørs pool, så det er det perfekte hotel for hele familien. Selve hotellet er pænt og rent, har restaurant, lounge og gratis internet.
Beliggenheden er også fin, hvis man vil besøge Barcelona Zoo, Triumfbuen eller Picasso-museet, der alle ligger inden for gåafstand.
Se flere billeder af værelser og priser
El Born-kvarteret
Ordet Born er afledt af det catalanske ord for dyst eller turnering. Kvarteret er byens næstældste, efter Barrio Gótico. I gaderne omkring det nuværende Picasso-museum bosatte byens bedre borgerskab sig, da det i 1300-tallet blev nødvendigt at udvide byen mod nord.
Det er også her havnen lå, hvorfra skibene sejlede fra for at erobre blandt andet Mallorca under Jaume 1. og Korsika og Sardinien under Pere 3.
En af El Born-kvarterets mest kendte seværdigheder er Santa María del Mar – Havets Katedral. Kirken blev påbegyndt i 1329 og det tog kun 54 år at færdiggøre bygningen. Santa María del Mar ligger tæt ved stranden, deraf navnet. Området, der omgiver kirken, var i middelalderen et af Barcelonas rigeste.
Har du læst Falcones spændende romaner om netop Havets Katedral eller Jordens Arvinger, vil området her være et must see.
El Born er et rigtig hyggeligt kvarter, og i de gamle middelaldergader finder man en lang række specialbutikker, bagerier og et stort udvalg af restauranter og vin- og tapasbarer, så det er det perfekte område for madelskeren.
El Born er et af de mest populære nabolag i Barcelona, og det begyndte at trende i 90’erne. Området er velplaceret, og det er nemt at komme til og fra området med offentlig transport.
Yurbban Trafalgar
Hvis du vælger at bo i El Born-kvarteret er Yurbban Trafalgar et godt hotel at bo i. Hotellet har 9 etager og 56 værelser, og du kan tjekke ind mellem kl. 15:00-01:00.
Hotellet er ikke særligt stort, men hyggeligt, rent og har en lille pool, hvis man trænger til at køle af efter en omgang sightseeing eller bare vil have lidt feriekulør.
Beliggenheder er i top, og du kommer til at bo tæt på Triumfbuen, Havets Katedral samt Picasso-museet.
Se flere billeder af værelser og priser
Mercer House Bòria
Et andet godt hotel i området er Mercer House Bòria, der kan fås til en rimelig pris, hvis man reserverer lidt tid i forvejen.
Hotellet er småt med kun 11 værelser og er rigtig hyggeligt med flotte værelser, tagterrasse og kun få minutters gang til stranden og alle seværdighederne i området.
Se flere billeder af værelser og priser
L’Eixample
Bydelen L’Eixample er temmelig stor og ligger i forlængelse af den gamle bydel. Her finder du mange gode budgethoteller, og især omkring området Esquerra er der masser af liv om aftenen.
L’Eixample har mange gode restauranter, barer og spændende butikker. Bydelen ligger mellem de gamle landsbyer Gràcia og Sarria og Plaça Catalunya, vest for Barcelonas centrum.
L’Eixample opstod, efter at man i midten af det 19. århundrede fik tilladelse til at rive de gamle bymure ned, som bourbonerne havde opført i starten af 1700-tallet, og som tidligere omkransede hele det historiske centrum. Dette blev startskuddet til en voldsom byggeaktivitet, og området blev derfor bebygget fra ca. 1860 og frem til 1920.
Dermed blev Barcelonas nye, mondæne boligkvarter skabt, og det blev stedet, hvor samfundets højere middelklasse og borgerskab bosatte sig og stadig bor i dag. Bydelen blev et sandt paradis for en ny generation af unge arkitekter, og byggestilen er derfor helt unik.
Bydelen ligger centralt i Barcelona og er splittet op i to dele. Området er kendt for dets mange turistattraktioner, for eksempel Passeig de Gràcia med bygninger lavet af Antonio Gaudi.
Her kan du opleve en moderne arkitektonisk stil med gader, der er perfekt afstemt i den kvadratiske form.
Renaissance Barcelona Hotel
Vælger du at bo i denne bydel, kan vi anbefale Renaissance Barcelona Hotel. Hotellet har 11 etager og 211 værelser, og du kan tjekke ind døgnet rundt. Prisen ligger i den højere ende, men til gengæld er hotellet helt vidunderligt.
Værelserne er rigtig flotte, og tagterrassen er et besøg værd. Beliggenheden er helt i top, tæt på et væld af restauranter og barer, samt alle de seværdigheder området er kendt for.
Se flere billeder af værelser og priser
Hotel Villa Emilia
Hvis du gerne vil bo i noget, der er lidt billigere, kan vi anbefale Hotel Villa Emilia, der er et mindre, hyggeligt hotel med en vidunderlig tagterrasse, og som også ligger centralt.
Hotellet har 53 værelser, restaurant og lounge og er generelt rent og pænt. Plaza de España, en af byens vigtigste pladser, ligger tæt på.
En af hovedattraktionerne omkring pladsen er Palau Nacional, som er et museum for catalansk kunst beliggende på siden af Montjuic.
Det er en fantastisk oplevelse og bør ses om aftenen, hvor de tænder et væld af lys. Det magiske springvand med lys- og musikshow omkring det ligger lige foran, så pladsen er det perfekte sted til en romantisk aften.
Se flere billeder af værelser og priser
Barceloneta
Barceloneta betyder ”Lille Barcelona” direkte oversat fra spansk, og området er på kort tid blevet til et yndet feriested sommer såvel som vinter, både for lokale og turister.
Før i tiden var området et udpræget fisker-nabolag, før det blev til et arbejderkvarter. Da den industrielle udvikling omkring havnen tog fart, voksede Barceloneta-området også, og selvom kvarteret i dag ofte er befolket af turister, kan du stadig fornemme fortidens historie. Perfekt for dig, der godt kan lide at dykke ned i historien og kulturen.
Barceloneta er et meget unikt kvarter, der måske ikke er helt så charmerende og smukt, som andre dele af byen er. Til gengæld er her en autentisk stemning, som gør stedet meget seværdigt, og så ligger Barceloneta meget tæt på stranden.
Det er et stort plus for mange rejsende, og på grund af at stranden ligger så tæt på, finder du også masser af restauranter og barer. Prøv de friske fiskeretter på restauranterne eller nyd den klassiske tapas. Når du er færdig med at spise, kan du kridte danseskoene på områdets mange klubber.
Når du befinder dig i Barceloneta, bør du også tage en slentretur på den gamle havn Port Vell og på den oplyste promenade, der emmer af sydlandsk charme.
Børnefamilier kan med fordel besøge akvariet L’Aquarium, mens historieinteresserede bør lægge vejen forbi Museu d’Hitoria de Catalunya, der fortæller om Cataloniens historie.
Duquesa Suites
Du kan sagtens være heldig at finde gode hoteller i Barcelona, der ikke har tårnhøje priser. Et af dem er Duquesa Suites, som er et firestjernet lejlighedshotel med alt, hvad du har brug for til ferien.
Det betyder for eksempel, at hotellets lejligheder er udstyret med et tekøkken, så du selv kan lave mad, og der er minibar og fjernsyn til, når du skal slappe af efter en spændende og oplevelsesrig dag.
Er du til wellness, kan du tage dig en dukkert i den udendørs pool, og bagefter kan du få dig en gang massage.
Duquesa Suites har også en fordel beliggenhedsmæssigt, for det vil tage mindre end et kvarter at gå til både La Rambla og Placa de Catalunya. Vil du gerne med offentlig transport, ligger Jaume Metrostation fem minutter væk, mens Barceloneta Metrostation tager seks minutter til fods.
Se flere billeder af værelser og priser
El Raval
Vil du gerne bo i et område, hvor der er liv og glade dage? Så bør du bosætte dig i Barcelonas El Raval-kvarter. Her summer det af liv i gaderne, så her vil altid være noget, der kan underholde dig.
Det er her, det sner i byen, og vil du have mest ud af dit ophold, vil El Raval være et af de bedste valg for dig.
El Raval er en del af den gamle by og er placeret sydvest for La Rambla. Af store seværdigheder finder du blandt andet Museum of Contemporary Art of Barcelona, der er et af landets flotteste kunstmuseer, men det er mere ånden end attraktioner, der gør El Raval til noget særligt.
Det tæller for eksempel også stemningen på Mercat de la Boqueria, der er byens største marked. Her bliver alle dine sanser forkælet, og går du på opdagelse her, vil du kunne finde nogle af de bedste ingredienser og fødevarer i hele byen. Boderne ligger side om side og lokker dig med skøn mad.
El Raval er også et meget multikulturelt område, og det betyder, at det er fyldt med ligheder og kontraster. Dem kan du opleve i gadebilledet, i butikkerne og i de lokales hjem, så der er masser af oplevelser af den sanselige art, hvis du tager dig tid til at indsnuse områdets karakteristika.
Derudover er El Raval et nabolag med masser af fest og farver, og det lokale er meget i centrum.
Besøg de mange unikke barer, som holder længe åbent, og er du til non-stop party, kan du besøge Bar Marsella, der er kendt for at være byens ældste bar uden et lukket-skilt.
Petit Palace Boqueria Garden
Der er mange gode hoteller at vælge imellem i Barcelona, og et af dette områdes bedste er Petit Palace Boqueria Garden. Hotellet er belønnet med fire stjerner og giver dig en skøn base for en opholdsrig ferie.
Her sover du i dejlige senge i flotte værelser, og du kan spise i hotellets restaurant. Her kan du både få lokale retter og mad af mere international karakter. Når du kommer hjem efter en spændende dag, kan du slappe af med en drink i hotellets bar eller lounge, før næste dag starter.
Du kan også nyde godt af hotellets lille skønne oase på terrassen eller i haven.
Beliggenhed er et andet nøgleord for Petit Palace Boqueria Garden, for du kan gå ind til La Rambla eller Placa de Catalunya på under ti minutter. Når du skal udforske byen, kan du også gøre det på cykel, hvorved du kan komme lettere rundt.
Du kan låne cykler gratis på hotellet. Skal du med offentlig transport, kan du tage metroen fra Liceu Metrostation, der kun ligger et stenkast fra hotellet.
Se flere billeder af værelser og priser
Barri Gotic
Er det primært historien og kulturen, du rejser for, når du tager til Barcelona, så kan du med fordel bosætte dig i Barri Gotic.
Her er tale om byens historiske centrum, der også bare kaldes for ”Det Gotiske Kvarter”. Her møder du Barcelonas ældste bygninger, og du vil få rig lejlighed til at studere neo-gotikken, som er den stil, mange af bygningerne er opført i.
Skal du kun se et par bygninger, anbefaler vi, at du ser den indvendige del af La Catedral og La Llotja de Mar, som byder på noget af den fineste neo-gotiske arkitektur. Er du førstegangsbesøgende i Barcelona, er Barri Gotic et klart must see – også selvom du ikke er historisk interesseret.
Selvom her er tale om et meget gammelt kvarter, byder Barri Gotic hele tiden på noget nyt og overraskende. Tag en slentretur i gaderne og opdag små hemmelige restauranter og barer med skiftende profiler. Gaderne er små og smalle, og det er en oplevelse i sig selv at befinde sig i området.
Nogle steder er gaderne så snørklede, at du vil føle, at du befinder dig i en labyrint. Bliver det til for meget vandring, kan du altid sætte dig på en lille cafe og se på andre forvirrede turister, før du fortsætter. Husk at se op, så du ikke går glip af den smukke arkitektur.
Der er ikke de helt store andre seværdigheder i Barri Gotic, og generelt er kvarteret meget roligt. Dog byder nogle dele af området på sene fester med masser af larm, så du vil også kunne få stillet din festlyst her.
Hvis det ikke er vildt nok til din smag, er der heldigvis kun korte afstande til de øvrige nabolag.
Hotel Silken Ramblas
Du kan bo godt og forholdsvisbilligt på Hotel Silken Ramblas, der har en central placering og er belønnet med fire stjerner. De fire stjerner betyder, at hotellet byder på mange faciliteter som for eksempel en skøn udendørs pool, hvor du kan svømme under åben himmel.
Den tilhørende tagterrasse er yderligere et sted på hotellet, hvor du kan slappe af og nyde det gode sydlandske vejr. Har du brug for lidt wellness, kan du tage en tur i saunaen.
Hotel Silken Ramblas har også egen restaurant, hvor du kan spise fra morgen til aften. Nyd nogle af de lokale retter, eller hold dig til det mere internationale – du bestemmer selv. Der er også en bar med en tilhørende lounge, hvor du kan nyde farverige drinks eller lokale spanske øl.
Beliggenheden er endnu et plus ved Hotel Silken Ramblas, for du skal nærmest kun tage få skridt, før du træder ind på La Rambla.
Skal du med offentlig transport, kan du tage metroen fra Placa Catalunya Metrostation eller Liceu Metrostation. Begge ligger fem minutter væk.
Se flere billeder af værelser og priser
La Vila Olimpica
Leder du efter et alternativt sted at bosætte dig i Barcelona, kan vi anbefale La Vila Olimpica. Her er tale om den tidligere olympiske by, der blev bygget til OL i Barcelona i 1992, men nu er den blevet ombygget med fokus på det unge og hippe.
Du kan dog stadig fornemme den olympiske ånd, som gør stedet spændende at opleve både for sport-fans og historisk-interesserede.
La Vila Olimpica er i dag som nævnt meget hipt, og den ombyggede olympiske by er meget moderne og flot. Derfor finder du også masser af dyre restauranter, cocktail lounges og spillesteder med livemusik i området.
Stemningen er vibrerende og lidt romantisk, så leder du efter en skøn getaway med kæresten, er La Vila Olimpica det perfekte sted. De smukke udsigtspunkter over marinaen er som taget ud af et postkort, og de kan tage pusten fra enhver.
H10 Marina Barcelona
Eftersom La Vila Olimpica er et eksklusivt område, kan det være svært at finde et godt og prisvenligt hotel. Derfor er H10 Marina Barcelona en skøn perle, som både har en god beliggenhed og gode faciliteter. Hotellet har fire stjerner, så du kan være sikker på et valg i den luksuriøse klasse.
De gode faciliteter tæller for eksempel den skønne spa-afdeling, hvor professionelle behandlere tilbyder flere forskellige pakker.
Prøv for eksempel hot stone-massage, zoneterapi eller aromaterapi, som får dig helt ned i gear. Når du bliver sulten, kan du spise på hotellets restaurant, som forkæler dig med mad fra Middelhavet.
Er du til fitness, kan du træne i det tilhørende fitnessrum, men du også kan tage en forfriskende dukkert i poolen, der er udendørs.
Har du brug for lidt afslapning i flydende form, kan du bestille en drink i baren og nyde den på terrassen, mens du indsnuser det ægte Barcelona.
Som nævnt er beliggenheden også et plus, og det betyder for eksempel, at der er mindre end et kvarters kørsel til Sagrada Familia. Skal du med offentlig transport, finder du den kun fire minutter væk på Bogatell Metrostation.
Se flere billeder af værelser og priser
Sants
Hvis du gerne vil bo tæt på Barcelonas hovedbanegård, kan du slå dig ned i Sants-distriktet. Her er tale om et gammelt arbejderkvarter, som i den grad er fyldt med kontraster.
Her ligger dyre og nybyggede lejlighedsbygninger side om side med mere rustikke bygninger, kulturcentre, tapas-barer og lokale spisesteder. Prøv gerne den helt lokale tapas, som er fremstillet med respekt for håndværket.
Sants er også stedet for dig, der gerne vil slippe for turistmængderne, og derfor er der heller ikke de store attraktioner i området. Dog vil rådhuset været et besøg værd, og tag gerne en kop kaffe med to-go og nyd kvarteret til fods.
Området byder også på gamle vintage-biografer, hvor filmfans kan dykke ned i historien, og for madelskere vil du kunne møde mange lokale mad-håndværkere.
Køb helt friske fisk og nyd, hvordan de stort set lige er kommet op fra havet. Der hersker en meget lokal og spansk atmosfære i bydelen, så hvis du gerne vil leve i pagt med de indfødte, er Sants stedet for dig.
Barceló Sants
Der er ikke så mange store hoteller i Sants sammenlignet med andre områder i Barcelona, men vil du gerne bo godt og flot, kan vi anbefale Barceló Sants. Her er tale om et firestjernet hotel med en luksuriøs atmosfære.
Barceló Sants ligger kun et kvarters kørsel fra La Rambla og Placa de Catalunya, så du vil være tæt på de store seværdigheder i Barcelona, og offentlig transport kører stort set til døren.
Tag metroen fra Sants Metrostation, når du vil ud at opleve mere af byen. Den ligger kun to minutter væk til fods. Du kan også vælge Tarragona Metrostation, som ligger omkring seks-syv minutter væk.
Barceló Sants-hotellet har flere gode faciliteter som for eksempel et døgnåbent fitnesscenter og hele to forskellige restauranter. I restauranterne kan du især nyde de mange gode middelhavsretter, og det er et must at prøve den lokale og helt friske fisk. Herefter venter der dig en god nats søvn i de dejlige senge i de flotte værelser.
Se flere billeder af værelser og priser
Vi håber vores anbefalinger kommer dig til gavn. Hav en fantastisk tur til Barcelona!
Skriv en kommentar